Vi skulle have haft en trio på scenen, men violinistens sygemelding gjorde, at det blev en duo bestående af cello og flygel istedet. Med få dages varsel fik de to stjernemusikere Jonathan Swensen og pianisten Gustav Piekut sammensat et program, der løftede også denne koncert op i de højere luftlag.
Jonathan Swensen indledte koncerten med uddrag af J.S. Bachs Cellosuite nr. 3 i C dur. Fra første tone var Jonathan Swensens cellospil præget af energiske temposkift, saft og kraft og et stort musikalsk overskud. Som koncerten skred frem blev køen af anmelderens superlativer længere og længere og publikums begejstring steg.
Mens vi i det første stykke blev introduceret til cellistens fart og energi viste Jonathan Swensen i nr. 2 endnu klarere sin tekniske overlegenhed. Bachs musik blev fremført med en selvfølgelighed, uden føleri, let og legende og frem for alt en smittende glæde.
Stykke nr. 3 var i højere grad præget af tyngde, eftertænksomhed, en indtrængende appel om at give sig hen til Bachs univers. I det afsluttende fjerde stykke var der fart over feltet.
Vi kender dem så godt, Bachs cellosuiter, og alligevel er der forskel fra musiker til musiker. Og når de kommer i hænderne på Jonathan Swensen, tilføres suiterne bare så megen energi og ungdommelig kraft. Publikum var begejstrede.
Efter Bach tog Jonathan Swensen en pause, og Gustav Piekut overtog solistpladsen med uddrag fra C. Debussys Préludes for klaver, bog 2.
Gustav Piekut introducerede med en beskrivelse af Debussy-værket som en akvarel i kontrast til Bachs og Swensens indledende relief.
Det første stykke var tydeligt inspireret af Claire de lune. Svævende, drømmende som flydende månelys. Gustav Piekut spillede Debussy så fint og følsomt, men indimellem også med en overvældende tyngde.
Andet stykke, den smukke Sunkne Katedral blev spillet med storhed og tyngde, netop som vi kender Gustav Piekut fra hans tidligere Silkeborg-koncerter.
Det tredje og sidste stykke i denne afdeling er iflg. Gustav Piekut det længste enkeltstående værk i Debussys Bog 2 og handler om komponistens egen kærlighedshistorie på øen Jersey. Her kunne Piekut for alvor lade flyglets toner eksplodere. De to unge musikere er virtuoser, hver på deres felt.
Efter Debussy vendte Jonathan Swensen tilbage med en af sine yndlingskomponister, den amerikanske George Crumb. I denne koncert var det med Sonate for Solocello.
Den første sats, Fantasia, havde en lidt søgende og mystisk karakter. I anden sats, Tema pastorale con variazioni, fik vi igen et moderne, næsten avantgardistisk udtryk og tredje satsen, Toccata, var mere rytmisk, indimellem med karakter af rock’n roll, som Jonathan Swensen formulerede det. Det var spændende og anderledes musik, som vi ikke tidligere har haft på repertoiret.
Efter pausen indledte Gustav Piekut med F. Chopins Fantasi i f-mol for klaver, op. 49, efter sigende inspireret af en polsk slagsang fra samme periode, 1840’erne. Og der var ganske rigtigt både march-klange og lyriske passager, som Gustav Piekut fremførte så enestående smukt og følsomt.
Aftenens sidste værk var L.v. Beethovens Sonate nr. 3 for Cello og Klaver i A-dur, op. 69. Heri kom de to musikere virkelig til deres ret, samtidig med at stykket viste et enestående samspil, de to unge musikere imellem. Som de sagde efter koncerten “Beethovens musik er dejlig at spille, det giver os energi!” Det kunne så sandeligt mærkes.
Fra første sats, Allegro ma non tanto, var salen med. Anden sats, Scherzo – Allegro molto, energisk og rytmisk, og tredje sats, Adagio cantabile — Allegro vivace, sangbar, smuk og livsbekræftende.
Hvis tiden havde været til det, havde vi helt sikkert fået et ekstranummer, men de to musikere – og venner – skulle nå et tog fra Silkeborg mod København.
Det blev en mindeværdig koncert med to fabelagtigt dygtige og sprudlende musikere. Det var ikke første gang, de gav koncert i Silkeborg Classic Concerts, og det var næppe heller den sidste.
Svend Jakobsen
10.8.24
Seneste kommentarer