Det var en fuldstændig bjergtagende koncert
der søndag aften kunne opleves på KunstCentret Silkeborg Bad. Der var udsolgt til sidste plads, og fra de 100 stole behændigt opstillet mellem Peter Brandes’ store krukker fik man denne aften en uforglemmelig musikalsk oplevelse.
Den populære violinist Niklas Valentin gæstede for tredje gang Silkeborg Classics sommerfestival, og sammen med pianisten Christina Bjørkøe førte han os gennem festivalens anden koncert. De to musikere har spillet sammen i 10 år, og man fornemmede klart en gensidig forståelse og respekt for den andens musikalitet.
Det var en ren Brahms-aften, og vi var helt inde ved kernen af det klassiske kammermusikrepertoire. De to lagde ud med Violinsonate nr. 1 (Opus78) i tre satser, og fra første tone var vi med. Niklas Valentins medrivende violinspil betager publikum hver gang. Man må bare overgive sig.
Derefter fulgte den energiske Scherzo woO 2 fra F-A-E sonaten (Opus 100), ligeledes i tre satser.
Efter pausen spillede Christina Bjørkøe tre intermezzi for soloklaver (Opus 117). Det første inspireret af en skotsk vuggevise, uendelig smukt, melankolsk og inderligt. Det næste mere romantisk og pastost, måske mere håbefuld, og det sidste næsten lidt dystre intermezzo afsluttede koncertens klaverafdeling.
Gennem hele koncerten lagde Christina Bjørkøe en sikker og rolig bund for musikken, men indimellem markerede hun sig med sin insisterende styrke, fx i den energiske, næsten vrede scherzo. Men særligt efter pausen foldede Christina Bjørkøe sig ud som den virtuos, hun er. Christina Bjørkøe bidrog med andet og mere end et akkompagnement; hun gav os en varm og vidunderlig musikoplevelse.
Koncerten blev afsluttet med violinsonate nr. 3 (Opus 108), fire satser, fremført netop så stort og flot som stykket fortjener. En fanfare af en afslutning.
Som Niklas Valentin sagde I sin indledning; ”Det er spændende med noget nyt, men der er nu et eller andet ved at genhøre noget, man kender.” Publikum kunne tydeligvis tilslutte sig!
Helle Jakobsen
6. august 2024
Seneste kommentarer