Festival 2023

 Festivalen blev afholdt fra 4. – 13. august 2023 med 7 koncerter på 10 dage.

Se anmeldelser af de enkelte koncerter under menuen [Sidste nyt]

Bonjour monsieur Satie

med Lars Bom & Amalie Malling

Fredag d. 4. august 2023 kl. 19:30
Jysk Musikteater

I Bonjour Monsieur Satie smelter teatret sammen med den klassiske koncert for soloklaver i en form, vi kalder koncertteater.
Den franske komponist Erik Saties udødelige musik og ensomme klange blev skabt i den gyldne æra i Paris i starten af 1900-tallet. I denne forestilling møder musikken digter og forfatter Eske K. Mathiesens litterære mesterværk, Bonjour Monsieur Satie – et værk der modtog Kritikernes Litteraturpris i 2009.
Med et genis indsigt og en uartig eners forstand og mirakuløse visdom vendte Erik Satie alt på hovedet. Eske K. Mathiesens uforlignelige greb om ord og situationer spejler solidarisk og med stor charme og finurlighed Erik Saties krøllede tankesæt og verdenssyn.
2020 har givet os nye perspektiver. Den aktuelle verdenssituation har fået os til at fokusere på det essentielle. På det, vi måske tidligere var for distraherede til at få øje på: Det nære, fællesskabet, og kunsten og meningen med livet. På den måde er vi alle blevet borgere i Satie-land, et land med isolation og reflektion.
Med Bonjour Monsieur Satie byder vi med skuespiller Lars Bom publikum indenfor i Saties univers. For at forstå og lytte til os selv og vores tid.
Koncertpianist Amalie Malling er blandt sin generations førende solister, og hun har modtaget adskillige musikpriser gennem tiden.

Justina la Cour & Anne Marie Lipsonen

Lørdag d. 5. august 2023 kl. 15:00
Hvinningdal Kirke

Den 25-årige danske violinist Justina La Cour har år efter år vundet priser i internationale konkurrencer som f.eks. Beethoven International Competition i Wien, Medici Competition i London og Golden Classical Musik Awards i New York. Justina har givet koncerter overalt i Europa og USA, bl.a. i Carnegie Hall, New York og hun følges med stor opmærksomhed i musikverdenen.
Justina bor i øjeblikket i Schweiz, hvor hun studerer på solistklassen hos den verdensberømte koncertviolinist Janine Jansen.

Justina akkompagneres af den finske pianist Anne-Marie Lipsonen, der er ansat på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium. Lipsonen er desuden en efterspurgt, prisvindende solist og lied-pianist, som interesserer sig for samtidens musik og som har udgivet en cd med nye nordiske lieder. Hun har bl.a. været solist ved Aalborg Symfoniorkester og har medvirket på festivaler for kammermusik rundt om i Norden og Europa.

Ensemble Hermes

Mandag d. 7. august 2023 kl. 19:30
Tvilum Kirke

Ensemble Hermes er et Aarhus-baseret musikerkollektiv, drevet af seks unge strygere. Gruppen optræder i alle former for kammermusikalske konstellationer. Ensemble Hermes spiller i udgangspunktet uden dirigent og dyrker altid en lyttende og kammermusikalsk tilgang til musikken.
Ved dette års festival spiller ensemblet ”The 4 seasons – resensed”, uddrag af De Fire Årstider af hhv. Antonio Vivaldi, Astor Piazzolla og Max Richter. Med afsæt i de tre kompositioner fra tre forskellige historiske perioder og fra tre geografisk meget forskellige steder, vil ensemblet invitere publikum til at fordybe sig i værkernes forskelle og ligheder og dermed i, hvordan musik egentlig bliver til.
Ensemblet består af disse unge og dybt passionerede musikere, der alle er uddannet på Det Jyske Musikkonservatorium samt studier på andre konservatorier:
Romane Queyras, violin/koncertmester, Nicolas Sublet, violin, Agnes Hauge, violin,
Daniel Mortensen, violin og bratsch,
Gabriella de Carvalho e Silva Fuglsig, cello, Rebecca de Carvalho e Silva Fuglsig, cello.

Morten Kargaard Septet

Tirsdag d. 8. august 2023 kl. 19:30
Gjern Kirke

Morten Kargaard Septet giver en harmonisk rig og ny tilgang til opfattelsen af, hvordan blandingen af klassisk og rytmisk musik kan komme til udtryk, en ny og innovativ lyd skabt af syv nøje udvalgte musikere og instrumenter fra den klassiske og rytmiske verden.

Publikum føres gennem en tidløs rejse uden præferencer, med en frygtløs omfavnelse af det nye og usædvanlige, samt en dyb respekt og forståelse for fortiden. En musikstrøm af bevidsthed i skiftende teksturer, men med en indre ro og omtanke. I programmet indgår bl.a. en uropførelse, skrevet i anledning af Silkeborg Classic Concerts 10. sommerfestival.

Et orkester, der trodser alle forsøg på at forbinde en specifik genre til oplevelsen af musikken – og som kan lede tankerne hen på malerierne af P.S. Krøyer og Vesterhavets kraft og styrke. Alle musikere er kendt for deres præstationer fra flere forskellige orkestre og genrer – Copenhagen Phil, Det Kongelige Kapel, DR Symfoni Orkester – hver med en personlig tone og åbensindet tilgang til ny musik.

De syv musikere er:
Mette Termansen, obo, engelsk horn, Maj Berit Guassora, trompet, flygelhorn, Andrea Gyarfas Brahe, violin, Emily Fowler, viola, Kirstine Elise Pedersen, cello, Morten Kargaard, guitar, Lars Johnsen, kontrabas.

Jonathan Swensen & Gustav Piekut

Torsdag d. 10. august 2023 kl. 19:30
Toftebjerg Medborgerhus, Them

www.jonathanswensen.com

Cellisten Jonathan Swensen, er født i 1996 og er en af tidens helt store, unge stjerner.
Han er uddannet fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium og debuterede i 2017. Siden da har han optrådt med orkestre over store dele af verden, bl.a. Philharmonia Orchestra, Orquesta Ciudad de Granada, Copenhagen Philharmonic, NFM Leopoldinum Orchestra, Venice Symphony, Armenian State Symphony Orchestra og Sun Symphony Orchestra i Vietnam. Desuden optræder han hyppigt på festivaler både i Danmark og i udlandet – bl.a. på Tivoli Festival og Hindsgavl Summer Festival. Han har modtaget en lang række internationale priser.

Pianisten Gustav Piekut er et af Danmarks store klavertalenter. Han er født i 1995 og har haft sin opvækst i Kolding. Allerede som 6-årig begyndte han at spille klaver, og som 12-årig debuterede han med Sønderjyllands Symfoniorkester. Siden har han vundet talrige klaverkonkurrencer i ind- og udland. Og i 2020 blev han hædret som ”Årets P2 talent”.

Han har før gæstet Silkeborg Classic Concerts, da han i 2022 på Museum Jorn gav en forrygende koncert for fulde huse, som mange sikkert mindes med stor glæde.

Nu er han så tilbage sammen med vennen Jonathan Swensen i en ung, energisk og dynamisk duo!

 

Ensemble Stralo

Fredag d. 11. august 2023 kl. 19:30
Silkeborg Kirke

Ensemble Stralo består af de fire musikere Christina Åstrand, violin, Therese Åstrand Radev, cello, Per Salo, klaver, Radi Åstrand Radev, obo. Fire musikere, solister og kammermusikere med baggrund i de fineste danske orkestre og med en relation der går udover det professionelle samarbejde, har dannet et ensemble. Med en blandet besætning af både stryge-, blæse- og tasteinstrumenter, har ensemblet et helt særligt og anderledes lydbillede og en naturlig fleksibilitet.
Koncertprogrammet er udarbejdet i et samarbejde mellem Ensemble Stralo og komponisten Allan Gravgaard Madsen. Det bliver en rejse gennem mørke/lys, kærlighed/had, krig/fred, sort/hvid, musik som taler til enten natten eller dagen. I koncerten indgår bl.a. en uropførelse.
Christina Åstrand har siden 1993 været koncertmester i DR Symfoniorkestret.
Therese Åstrand Radev har siden 2005 være cellist i Det Kgl. Kapel.
Per Salo har siden 1989 været pianist og organist i DR Symfoniorkestret.
Radi Åstrand Radev har været ansat i mange prominente stillinger som solo-oboist, herunder Hamburger Philharmoniker, Det Kgl. Kapel, DR Underholdningsorkestret og Den Kgl. Livgarde.

Morten Frank Larsen & Mats Knutsson

Søndag d. 13. august 2023 kl. 19:30
KunstCentret Silkeborg Bad

Den danske baryton Morten Frank Larsen, som primært synger på Staatsoper og Volksoper i Wien, lægger denne sommer vejen forbi Silkeborg med denne Liedkoncert sammen med pianisten Mats Knutsson, der gennem mange år, har være ansat ved Wiener Staatsoper.
Morten Frank Larsen, der er født og opvokset i Ikast, blev i slutningen af 2022 udnævnt til ”Østrigsk Kammersanger”. En hædersbevisning for fremragende kunstnerisk indsats, som han er den 4. dansker, der modtager.
Morten Frank Larsen har sunget i de største af verdens operahuse, herunder Metropolitan Opera i New York, og har ved siden af en karriere som liedsanger.
Mats Knutsson er født i Gøteborg og uddannet på klaver i Wien. Han har bl.a. studeret hos Sergiu Celibidache i München. Mats Knutsson har bl.a. være repetitør på Det Kongelige Teater og gennem en længere årrække været ansat på Wiener Staatsoper og ved Bayreuth Festspiele.
Ved koncerten kan man opleve Schuberts liedcyklus ’Winterreise’, der hører til det ypperligste indenfor vokal kammermusik.