..og så dansede kunstnerne videre til en ny sæson
foto: Erik Vinther Andersen
Silkeborg Classic Concerts ønsker alle en glædelig jul og godt nytår.
Mens julefreden sænker sig – i hvert fald over Danmark – kan vi se tilbage på endnu et succesrigt koncertår. Faktisk har vi aldrig før haft så stort et publikumstal, og vi er stolte over at kunne præsentere klassiske koncerter på så højt et niveau, som tilfældet har været de senere år.
Efter foreningens 10 års jubilæumsår har vi i 2024 holdt aktivitetsniveauet med i alt 12 koncerter, hvoraf de 8 fandt sted i Silkeborg Classic Concerts’ traditionsrige sommerfestival. De fleste vil huske Musica Fictas vidunderlige festival-åbning i Hvinningdal Kirke, og i den helt anden ende sluttede vi året af med ”toner fra de varme lande” på spillestedet Rampelys i november. Vi vil fortsat spænde genremæssigt vidt og gerne gå til kanten, men altid på så højt et niveau, at vi kan holde pladsen som midtpunkt for klassiske kammerkoncerter i Midtjylland.
Og I har noget at se frem til, for i 2025 er Silkeborg Classic Concerts klar med endnu et flot og spændende program. Følg med her på hjemmesiden. Vi glæder os til at se jer!
Med det siger vi tak for i år, god jul og godt nytår
Bestyrelsen
Silkeborg Classic Concerts
***
Henschel Quartett
Det bliver kammermusik af højeste karat, når den tyske strygerkvartet Henschel Quartet spiller i Hvinningdal Kirke, fredag den 28. marts kl 19:30
Los Angeles Times skrev: “This is, no question, one of the best groups in the world, a great string quartet.”
Alma & Gustav Mahler
Deres liv fortalt gennem deres musik
Sejs Kirke, onsdag d. 7. maj kl. 19:30
Mezzosopran Kirsten Voss og pianist Louise Schrøder tager publikum med på en musikalsk rejse til fin-de-siècles Wien, hvor aspirerende komponist, den 20-årige Alma Schindler møder den dobbelt så gamle dirigent for Wiener operaen: Gustav Mahler.