En musikstrøm af bevidsthed i skiftende teksturer
”Er al musik klassisk, bare det er gammelt nok?”, står der i indledningen til en lærebog for musikundervisning – Er svaret ja, så falder aftenens koncert udenfor kategorien Klassisk, for aftenens musik var ikke gammel nok. Det ældste stykke har ikke været meget mere end de 11 år gruppen har bestået, og denne aften var der to uropførelser – altså spritnye værker, skrevet af Morten Kargaard, som også har lagt navn til septetten.
Og hvis klassisk musik skal være gammelt nok, så har Silkeborg Classic Concerts vovet sig lidt langt ud i valget af Morten Kargaard septet.
Men al klassisk musik behøver måske ikke være gammelt nok.
I samme bog stilles spørgsmålet: ”Er musik klassisk bare fordi det spilles af et klassisk orkester?” Hvis det er svaret, så kommer aftenens koncert også lidt på afveje, for Morten Kargaards guitar, Maj Berit Guassoras trompet og Lars Johnsens kontrabas vovede sig ganske ofte helt ind i jazzens lydunivers.
Aftenens koncert i Gjern Kirke var en skøn blanding af klassisk og rytmisk musik – hvordan vi så vil forstå det!
Men vi var der, vi hørte det – og vi forstod at vi var med til at lytte til en helt ny måde at spille klassisk musik på, og en helt ny måde at spille rytmisk musik på. En skøn blanding af musik, og i dagens anledning havde Morten Kargaard komponeret et stykke musik specielt til Silkeborg Classics 10. sommerfestival: Highland. Lod man sig føre med ind i musikken, kunne vi følge lyden af Hjejlens hjul gennem vandet, vi kunne danne vores egne indre billeder af vores sted – og minsandten om der ikke i stykket Indian Shaman – som også er skrevet til Silkeborg Classic i 2019 – i musikernes sangstemmer dukkede en indianer frem, som slog sit telt op, og sørgede for at alt kom til at gå ordentligt for sig.
”En musikstrøm af bevidsthed i skiftende teksturer, men med en indre ro og omtanke” – stod der i den altid smukt udførte programfolder. Deri ramte septetten plet. I nummeret Butterflies hvirvlede sommerfuglene rundt, I A humble prayer mærkede vi den trofaste og solide ballast i bassen og guitaren under de mere urolige violiner og blæsere, i Folk Song fik man lyst til – sammen med violinen – at springe op og lade sig gribe af dansen, selvom trompeten forsøgte at kalde til ro og orden, Wrong Winter blev en kommentar til tiden fra harmoni til disharmoni, – og i A boy’s dream lå al den ubekymrethed og lethed, man kunne ønske sig for ethvert barn.
Det var ikke kun en klassisk koncert som spilles af et klassisk orkester, heller ikke musik, der var blevet gammelt nok.
Blandingen af klassisk og rytmisk sås også i den måde musikerne spillede på. Helt i tråd med tiden fik hver eneste musiker sine egne soloer – fik lov at være på – at shine. Og der var ikke en solist, men syv. Samtidig var der et helt orkester, der krævede hinanden for at musikken kunne lykkes. Og alle syv havde øje for hinanden hele vejen igennem. Og al musikken lykkedes.
Havde vi siddet til en jazzkoncert, havde vi trofast klappet efter hver eneste solo, men det var en klassisk koncert og intet i musikken lagde op til at vi greb forstyrrende ind, helt i den klassiske musiktradition.
Al musik var komponeret og arrangeret af Morten Kargaard og Septetten.
Silkeborg Classic Concerts havde modet til at lade dem fylde kirkerummet med en ny tilgang til den klassiske musik – og ud fra det mod, tonede ny musik i en skøn forening af klassisk og rytmisk tradition.
Tak for endnu en dejlig aften – og endnu en musikalsk oplevelse rigere.
Anne Marie Dissing
Seneste kommentarer